Ethvert forsøg på at fremlægge en universel løsning på, hvordan dagtilbuds-, skole- og uddannelsesområdet kan løse den gordiske knude med at inkludere flere børn og unge i almene fællesskaber, vil være ikke alene utroværdigt, men også direkte naivt. Problematikken er vævet sammen af komplekse forhold, og formålet med dette oplæg er blot at fremhæve en ofte overset nuance.

Et blik på samfundsudviklingen over de sidste 30-40 år afslører betydelige forandringer. Den øgede udviklingshastighed og kompleksitet har bidraget til, at vi i dag lever i en tid uden store sandheder eller faste holdepunkter. Tidligere generationer havde klare normer, ofte begrundet i religiøse eller hermeneutiske traditioner. I dag søger vi sandheder gennem empiriske undersøgelser, der leverer en lind strøm af varierende og omskiftelige konklusioner. Resultatet er, at det overlades til den enkelte at vælge sin egen "sandhed" blandt mange – kun for måske senere at erfare, at "en sandhed er en illusion, som endnu ikke er bristet" (Nietzsche, 1872).

Nutidens krav til børn og unge

Denne værdimæssige relativisme påvirker i høj grad børn og unge. Forældre, pædagoger og undervisere forventes at navigere i et uendeligt mulighedsrum skabt af forskningens mange facetterede svar. Ofte bliver løsningen pragmatisk: institutionerne forsøger at tilpasse rammerne til individet fremfor at hjælpe individet med at finde sin plads i fællesskabets rammer. Denne tilgang har en velmenende logik, men den skaber samtidig udfordringer.

Et forsigtigt postulat kunne være, at nutidens børn og unge vokser op i en verden præget af utydelige voksne og fraværet af faste rammer. Mange af de værdier og normer, der tidligere gav børn og unge et stabilt fundament, er blevet erstattet af individualisme, konstant forandring og en pluralistisk tilgang til livsstil og etik. Dette paradoks stiller den enkelte over for krav om selvskabelse og autenticitet, og her kan vi finde paralleller til Nietzsches filosofi.

Nietzsche og selvskabelsens byrde

Nietzsche beskrev overmennesket som en, der formår at skabe sine egne værdier og navigere i en verden uden eksterne sandheder. Dette kræver styrke og vilje, og det er langt fra alle, der kan løfte denne eksistentielle byrde. På samme måde forventes det af børn og unge i dag, at de "opfinder sig selv" i en verden uden klare retningslinjer. For nogle er dette en befriende mulighed, men for mange fører det til en overvældende følelse af ansvar og utilstrækkelighed – en følelse, der kan udvikle sig til angst eller andre former for mistrivsel.

Nietzsches advarsel om nihilisme – meningsløshedens tomrum, der opstår, når gamle værdier bryder sammen uden at blive erstattet af nye – er skræmmende aktuel. Når rammerne bliver stadig større og mere utydelige for at inkludere alle, mister de deres funktion som retningsgivende for fællesskabet. Spørgsmålet er, om vi risikerer at lade børn og unge drukne i denne grænseløshed.

Inklusion og rammer: En balancegang

Er det klogt at lade børn og unge udvikle sig i rammer, der konstant udvides for at rumme det enkelte individ? Kan vi overhovedet tale om et fællesskab uden tydelige rammer? Og hvor faste skal disse rammer være, hvis der samtidig skal være plads til kreativitet, medbestemmelse og frihed?

I stedet for at fokusere ensidigt på inklusion, kunne vi overveje begrebet selvinklusion. Her bliver den pædagogiske opgave at støtte barnet eller den unge i at finde sin plads inden for fællesskabets definerede rammer. Men dette kræver en præcisering af, hvad disse rammer skal bestå af. Skal vi åbne den pædagogiske værktøjskasse og lukke lidt ned for den psykologiske tilgang? Skal vi genskabe nogle af de faste normer og værdier, der tidligere gav fællesskabet sammenhængskraft?

Konklusion og refleksion

Børn og unges mistrivsel kan delvist forstås som en konsekvens af et samfund, der i sin stræben efter inklusion og frihed har gjort rammerne utydelige. Nietzsche giver os en værdifuld linse til at forstå de paradokser, vi står overfor: Forventer vi for meget af børn og unge, når vi beder dem skabe sig selv i et normløst rum? Måske ligger løsningen ikke i at opgive inklusion, men i at redefinere den – med klare og beskyttende rammer, der samtidig giver plads til kreativitet og autonomi.

Dette rejser svære, men nødvendige spørgsmål: Hvordan kan vi skabe en balance mellem struktur og frihed? Hvordan sikrer vi, at fællesskabet giver mening for alle? Og hvordan kan vi som pædagoger, forældre og samfund finde vejen frem? Disse spørgsmål kræver fortsat refleksion og dialog – for børn og unges skyld.

RGM Consult kommer gerne ud og faciliterer pædagogiske dage om dette.